Den moderne kristne pinsebevægelse er den hurtigst ekspanderende religiøse bevægelse i vor tid, og den spreder sig med eksplosiv hast over det afrikanske kontinent. Denne spirituelt dynamiske form for kristendom promoverer sig ved at føre et spirituelt korstog mod Vestafrikas gamle guder; den genoptager den urgamle kamp mod hedenskaben og prøver én gang for alle at bryde de urgamle bånd mellem ghaneserne og deres forfædres åndeverden. Denne religiøse brydning har også en kønspolitisk side: Traditionelt nød de ghanesiske kvinder autoritet og respekt som formidlere mellem guder og mennesker, men den moralistiske pinsebevægelse promoverer et patriarkalsk verdensbillede, hvor kvindens modtagelighed for åndelige kræfter betragtes som en svaghed overfor djævelens indflydelse.

Landets største djævleuddriver "Bishop" har oprettet en kristen uddrivelseslejr, hvor ånder og dæmoner uddrives på stribe. Men den gamle åndeverden er svær at slippe af med. I en kirke kæmper 6 exorcister i timevis med en hylende og leende skolepige, som er besat af en hel flok dæmoner, og i forstaden Nungua vender slangeguden Ofu tilbage efter 7 år for at vælge sig en ny brud blandt menneskenes døtre.


Ghana besat er først og fremmest en beskrivelse af afrikanernes fysiske omgang med det åndelige, men samtidig en skildring af en moderne kristendom, som fører en spirituel og moralsk kamp for at udrydde al førkristen religion.

allrights